Sæby-Gershøj Centralskole

Kære Alle!

Historie har altid haft min interresse og da jeg nærmer mig de 80 år så er min  skoletid i høj grad historie. Denne side er i høj grad blevet til ved at en tidligere elev på min skole Lars Peter Roed henvendte sig til mig og spurgte om jeg ville medtage nogle skolehistorier han lå inde med, jeg gik med til det og vil samtidig opfordre andre der måtte se dette til at rykke ud med hvad de måtte have og kende hvad ved jeg gerne krydret med billeder. 

Svend og jeg

Jeg husker det som var det i går- året var 1944, og det var slet ikke vår

Snedriverne højt omkring skolen lå, og skulle hjemad, også vi små 

Da vi kom ud til bagindgangen, var der tre-fire der havde rottet sig sammen.

Jeg fik sne fra fødder til toppen, og var nærmest våd over hele kroppen.

Det kunne jeg nok leve med; der var jo også andre der kom galt afsted.

Det var betingelserne i de små klasser, at vi af og til kom ud for strabadser

Min broder Svend var ej i skole den dag, uha uha og tak skal du ha'

Jeg fortalte ham situationen-- og hold kæft da revnede ballonen.

Vi fulgtes ad den næste dag, og jeg var frisk og glad.

Da vi side by side op ad gangen gik, kunne vi ikke høree et kvæk.

Der var stille og det var stille og det rar sælsomt, ja det var næsten rædsomt

Da vi havde hængt vore tasker på knagen, spurgte Svend: hvem gav dig sne på maven

Jeg pegede og sagde meget højt, jeg kunne ikke undgå at komme medet lille fløjt.

Det gjorde ham og ham og ham, den idiot. Da trådte Svend i aktion

Der gik ikke ret lang tid før de var møre. De havde mange mærker og røde ører.

Så kom Fogh og alt var roligt. Ja, det var nærmest helt utroligt.

Moralen er: Hvis man er lillæebror skal de lade en være i fred.

ellers kan de komme grueligt galt af sted.

En oplevelse på Sæby- Gershøj Centralskole i vinteren 1943-44, hvor der virkelig var sne.

Skrevet af Lars Peter Roed i August 2012

Til fødseldag hos Jørgen Fogh

Husker endnu tydeligt når Jørgen Fogh havde fødselsdag: efter chokolade og kager spillede vi dukketater, det var opstillet i dørhullet (skuespillere på den ene side og publikum på den anden)Efter forestillingen gav fru Fogh et par sange med Fogh ved klaveret, så var jeg klar til at gå hjem. Det var en hyletone jeg aldrig havde hørt før. Teksten: det er nat- det er nat alt er tavst og forladt, skingrer endnu i mine ører. Men hyggelige var de nu disse mennesker. Vi talte senere om at Paul Fogh var 10 år forud for vor tid dengang. Vi begyndte på engelskundervisning i hans stue efter skoletid da vi havde fået afslag på det hos Pastor Faurholt der ville bestemme det hele, han var jo formand for skolekommisionen dengang. Vi skulle fortsat lære svenska. Vi startede med ca. 10 elever, men efter nogle få gange svandt antallet ind til 2-3 stk. og så holdt vi.

Skrevet af Lars Peter Roed

Hos Præsten

Jeg husker en episode fra tiden da jeg gik til præst i Sæby Præstegård hos Pastor Faurholt Petersen. vi sad på rad og række og pludselig fik jeg øje på en mus under præstens skrivebord. Det var da interessant og til lidt afveksling meget morsomt. Jeg sad ved siden af Erik Clausen fra Røde Smedie. Jeg forsøgte med benskub og albuestød at gøre ham opmærksom på dette uvæsen, der vovede at forstyrre vore religionstimer, men dog således så ikke pastoren opdagede vores uopmærksomhed med hensyn til det salmeterperi vi var i gang med. Jo, den var god nok, nu havde Erik opdaget udyret som gnavede lystigt i skrivebordsbenet, hvilket jeg syntes var meget tæt på præstens ene ben. Jeg kendte af erfaring præstens iltre sind, da jeg var lidt af en menneskekender, og kendte følgerne ved anskrig, men det gjorde Erik ikke. Jeg holdt masken, men Erik kom med et hvin da den gode mus kom faretruende n ær ved præstens sko. Resultatetkendte jeg på forhånd, og det  udeblev heller ikke. Præsten for hen til Erik og gav ham sådan en på siden af hovedet så han væltede ned af stolen, Erik værgede for sig og fik fremstammet at der var en mus under skrivebordet. Det forandrede sagen, men mildnede ikke luften for de klippede får, jeg mener bestemt ikke at der faldt en  undskyldning. Alle blev jaget ud, og vi var en tre-fire stykker der fik til opgave at fange det formaselige dyr død elle levende.Det blev død, og jeg tror endda at Erik trådte på den en ekstra gang, den var jo skyld i hans lussing fra præsten. Dette var i foråret 1947, en virkelig god skoledag var nær sin afslutning.

Villadsen og mig!

Jeg husker det som var det i går, året var 47 og det var lige ved vår,

Jeg stod i gangen og ud af vinduet så, hvordan de for rundt derude de små.

Pludselig hørte jeg skrig og så grimasser, bageren var kommet med brød og basser,

Jeg skulle ikke have noget den dag´, lommen var tom, det var en ærlig sag.

Det var nu ikke bageren jeg så, men e´n der var efter de små,

Han var ellers venlig men ofte urolig, men hervar han lovlig tovlig.

Helge var nu en meget flink fyr og skulle ikke lave slt det postyr,

Da trådte jeg i aktion, jeg for ud af døren og fik ham fat.

Du venter til sidst ved bageren min ven, ellers skal jeg ha' dig fat igen.

Helge sled sig løs og rendte gennem porten, og efter ham flagred' skjorten.

Vi var hos Fog og av for søren, da bankede dt sagte på døren, bank, bank, bank

Det var Villadsen i egen høje person, mon han ville noget?

Kan jeg låne Lars Peter lidt? Han hævede meget og det var altså slet.

Jeg ville eskortere ham ind i klassen, men han gik forrest det var mere passende.

Det var en belæring af de store. Ej husker jeg hvad han sagde men gjorde.

Jeg skulle stå front med eleverne i klassen, og havde ventet et par på kassen,

Det skete ej, men han trak op i mine ører, så jeg næsten ikke gulvet kunne røre.

Jeg var oppe på det yderste af min tå, og kunne nemt til balletten gå.

Tiden gik og han blev færdig, ørerne sved og det var mærk-ligt.

Jeg tilbage til klassen listed' lemmerne var jo hele, de var ej bristet.

Timen efter hos Villadsen til regning, jeg ville hellere ha' fortsat med tegning.

Vi regned' og regned' med tal så store, det var vi nogle stykker der gjorde.

Jeg så ned og fik øje på Villadsens gamascher, hvad har jeg nu lavet af strabadser?

Han bøjede sig venligt ned over mit bord. Mine grøntsager er sluppet hvad jeg tror,

Kan du ikke hente mig nogle kartofler, i Biltris hos Inger, Tage og Otto?

Jeg lyste op, jo det kan jeg godt, hvis din  cykel passer til min krop.

Således endte denne sag, uden nogen af os bar nag.

Da jeg fortalte min far det den næste dag, blev han meget alvorlig.

Det er jo en en grumme sag, sagde han og tilføjed';

Jeg taler med Villadsen om det nu,- nej det må du ikke,

for jeg har oplevet at være cykelbud, og har et varigt minde.

Til minde om en tid på Sæby- Gershøj Centralskole hvor jeg godt kunne lide at gå, Villadsen interesede sig for mange ting i både landbrug og fiskeri, og mange gange kunneder gå et kvarter før vi kom  i gang, hvis vi diskuterede fiskeri med nogen af de fiskerdrenge der gik på skolen, men også gangen i landbruget blev berørt af og til.

Skrevet af Lars Peter Roed til klassetræf i 2006

I Sløjdlokalet.

Hvis nogen tror at dansk vindmølleindustri opsto i halvfjerdserne, er de fejl på den. I sløjdlokalet på Sæby- Gershøj Centralskole blev de første prototyper lavet af Leo Sørensen og undertegnede og det endda i træ. Vi snittede og snittede med disse dolke som ikke kunne skære, hvilket også medførte at jeg skar mig i pegefingeren, arret har jeg endnu skønt det skete i 1947. Jeg kiggede op for at se om nogen havde opserveret dette, da det blødte kraftigt. Alle arbejdede ved deres høvlbænk, men en der havde set det vat Paul Fog vor anden- og sløjdlærer, han nikkede og jeg gik over til ham, hvorefter han tog forbindingskassen frem og fandt gaze og jodflaske. Blodet blev tørret af da hånden efterhånden var blevet helt rød af jod bebyndte han så indbinding som han mestrede til fulde. Der var samlet sig et opløb på 6-7 knægte der interresseret fulgte denne omvikling, bl. a. Erik Clausen fra Røde Smedie ved Krabbesholm. En knægt spørger: og det var Karlo Jensen fra Gershøj, der havde mistet et øje ved en ulykke nogle år tidligere, men jeg kan ikke huske på hvilken måde, men han havde fået et glasøje. Hvad får han for det? Svaret faldt prompte fra Erik: Et spark i røven og en avis at læse i. Nu hørte Fog til den rolige type, men jeg har aldrig set ham reagere så hurtigt. Han lod gaze være gaze, det rullede hen ad gulvet og med højre hånd langede han Erik sådan en lussing at han faldt om, hurtigt trak han ham op og han fik så en med venstre hånd på den anden kind, så var der ligesom balance i tingene. Derefter fik Erik påtalt hvordan god opførsel var, for det vidste han ikke hjemmefra, vi syntes alle han var en forkælet knægt. Samme Erik fortalte at han fik 5 øre for hvert stykke mad han spiste i en periode. Da første lussing faldt sagde det tjuuuu og drengene røg hen på deres pladser, husker jeg tydeligt. Hvem var ikke tilskuer? Det var såmænd Leo Sørensen min sidemand og fiskersøn fra Gershøj, søn af Ejegod Sørensen, han passede bare sit arbejde med sin vindmølle, jeg fik også min færdig til tiden og den snurrede i flere år hjemme i haven i Biltris.

Sangtimen

Det var over middag, og vi havde fået vores mad,

vi skulle have sang og jeg var ej glad.

Min stemme var i overgang, derfor fra mig ingen sang.

Villadsen gik og spilled på sin violin,

lytted' også om min stemme nu var fin.

Han slog mig på hovedet med sin bue,

medens han rundt i lokalet sit blik lod skue.

Jeg lod på hovedet min sangbog nu falde,

men av for Søren, han lod buen nu knalde,

det sagde swiip på mit øre,

det var noget jeg ku' mærke og høre.

Pludselig forstummede buen brat,

jeg tænkte: For mig er det nu dybt godnat.

Villadsen sig om i lokalet så,

pegede med buen på een af de små,

kom herop og stil dig her,

for du kan synge, det ved jeg især,

syng "Underlige aftenlufte",

jeg ved du ikke os vil skuffe.

Det lød så smukt og jeg var rørt,

jeg tror ej noget øje var tørt.

Hvem var pigen med den røst?

Jeg kan fortælle til jeres trøst,

Anna Jeppesen var hendes navn,

at hun ej blev sanger var nok et savn.

Jeg vil slutte mit "memoare",

må jeres Gud jer alle bevare.

Lars Roed   

Den Røde Smedie er flere gange nævnt i Lars Peters historier, huset der ligge ved enden af alleen til Krabbesholm er uden tvivl oprindelig smedien der hørte til landsbyen Vindelev der lå ca. der hvor Krabbesholm ligger i dag. Byen forsvandt under svenskernes belejring under Frederik den 3. muligvis fordi indbyggerne havde gjort oprør mod svenskerne. Det var meget almindeligt at smedien lå uden for selve byen, smeden arbejdede jo med ild og da man havde stråtage var det farligt og kunne betyde hele byens ødelæggelse.

Hermann Johansen

Vi havde jo på skolen de lange frikvarter og især til middag havde vi en halv time til spisning og andet, men vi måtte gerne være inde og ikke som nu hvor der i mange år var gårdvagt på. dette fænomen kendte vi ikke til og vi kunne gøre som det passede og ude eller inde. Vi i de store klasser havde førsteret hvis vi opfandt noget spændende, og når det ikke var interessant nok fik de små lejlighed til at afprøve det opfundne. Jeg havde en middag deltaget i at kure ned ad trappegelænderet som så ofte før oppe fra sløjdlokalet og skolekøkkenet, men vi kendte jo besøgstiden og havde givet de mindre klasser lov til denne sjove manøvre da klollen nærmede sig klassetid.

Uret viste 12.30 og jeg stod på den store måtte lige indenfor den store indgangsdør da døren gik op og lærer Villadsen kom ind. Jeg trådte et skridt tilbage og han tørrede skoene af på måtten og kiggede på mig jeg fortrak ikke en mine. men jeg kunne næsten læse hans tanker- hvorfor stod jeg jeg her nu? Hans opmærksomhed blev vagt af en talen og murren oppefra førstesalen og jeg kunne også høre en røst der lød som skænd og uro, de kunne ikke blive enige om hvem der skulle have første tur ned ad gelænderet. Villadsen kiggede på mig igen og så op mod førstesalen. Derefter gik han hen til gelænderet og jeg så han førte hånden op til reverset på Jakken og fremtog en nål,som han brugte når han rensede tænder, og så var det bare at vente. Det var ret spændende det her, hvem kom susende med 40 kmt. Der var blevet stille ovenpå der var nok opnået enighed. Jeg var meget spændt og hørte en dreng komme susende ned ad gelænderet af og så det sidste stykke ned til Villadsen og hans nål. Godt det ikke var mig, Villadsens hånd rørte sig ikke og der lød et skrig fra drengen, der faldt et par på hovedet, og jeg tror det var sidste gang vi brugte gelænderet.

Lars-Peter skriver videre:

Mine søskende syntes godt om de lærerer vi havde, de fleste var enige om at Paul Fog var 10 år forud for sin tid men undervisning. Jeg kunne godt lide Villadsen, det skyldtes nok at den første time ved ham ville han høre hvad vi lavede. Jeg huske at Asge Kalleshave og Leo Sørensen blev spurgt om fiskeriet i Gershøj, de leverede Ål til Kroen. Landbruget blev også berørt og her var jeg på hjemmebane, Villadsen havde relationer til Tage og Otte Jensen i Biltris.

Der kunne nemt gå et kvarter inden det alvorlige med Lektier- høring og terperiet.

Hvad Lars Peter ikke har nævnt om vores lærerer var det ar de jo ikke var særligt enige om undervisningen. Det er rigtigt at Fog var en meget moderne lærer, det syntes jeg personligt rigtig godt om, men det er en anden sag.

Jeg må begynde med at fortælle at jeg gik til violinspil hos Fog, det inkasserede jeg en del bemærkninger om fra Villadsen, tænkte ikke så meget over det dengang, men nu ser jeg det i et lidt andet lys. I en af sangtimerne skete der så det at Villadsen ville have mig til at spille til en af sangene, husker ikke hvilken, han rakte mig violinen, og nej hvor var jeg nervøs over at skulle spille for mine klassekamarater, men det gik rigtig godt heldigvis. Bagefter kan jeg ikke lade være med at spekulere på hvad meningen hermed, men mon ikke det var godt at jeg uden at prale slap bedre fra det end det vi var vant til fra Villadsens egen hånd.

Samme år til Jul kunne jeg stolt stå og spille ved Juletræsfesten på Gershøj Kro det var tider.