Når man ind i byen fra Elverdamsvejen møder man Aksel Larsens ejendom. Aksel og Ingrid deres to børn Svend-Verny og Butte som vi kaldte hende. Der var altid 2 karle og en
tjenestepige. I mange år hed karlen Helge og den senere pedel på skolen Børge Nielsen tjente der også en tid, Han var god til at spille harmonika. Mange gange sad vi knægte på hans værelse og slog takt til musikken.
Aksel Larsen var hestehandler og somme tide havde han 3 og til tider 7-8 heste, flest i høstens tid, der skulle jo 3 foran selvbinderen og man kunne ikke køre en hel dag med den uden at skifte heste. Karlene hentede tit heste i Roskilde
og red så på dem hjem. Min oplevelse med heste var at jeg blev bedt om at hente en hest ude på Venslev mark hos min onkel, den havde Aksel købt. Sadlen på nakken og så rutebilen til via Skibby til Venslev.
Min far Frederik Roed var jo nabo til Aksel og vi drenge var i sagens natur over det hele. Far arbejdede i perioder hos Aksel med roeudtynding og møgudkørsel, men også når
ajlen skulle ud, der skulle to mand til at betjene pumpen, jeg kunne så få lov at fjerne vor egen mødding der var noget mindre, men ellers hjalp vi med roeudtynding og havde regnskab med hvor mange rækker vi lugede hver især,
der skulle også luges anden gang men det var vi fritaget for.
Min far havde ingen heste før jeg var 12 år, Han lånte hos Aksel på lørdage og søndage
og det var en stor omvæltni ng at komme hjem fra skole og der lå en seddel: du kan begynde at pløje et bestemt stykke, som jeg lige har furet op. Markerne lå ude bag forskolen ved tømrer Kristian Lindegaards hus ud mod
Egholmmarken, og op ad bakken til Egholm var også et stykke som var købt til senere.
Aksel Larsen købte omkr 1946 en ejendom ved Kirke Hyllinge (Bogården) hvor
selv karlen Helge fulgte med derned. Vor nærmeste nabo var købmande Thorvard Friis og hans kone Marie, Maries søste boede der også, hun hed Hansigne og stod for det huslige. en datter Lisbeth var sygeplejerske, hun var også
nmed i forretningen når der var travlt. Man skal jo huske at alt skulle måles og vejes dengang. Et par piger fra Israel bodede der i starten af krigen husker jeg. Købmandens kone Marie holdt søndagsskole, og hun så helst vi
mødte op hver gang, det var fra kl. 10-11,30, hver anden søndag foregik det hos Hans Christensen på Højgaarden, hn var gårdejer og sognefoged og det var ham der holdt denne religionstime, med sang og oplæsning af testamentet,
men ingen kaffe eller sodavand nogen af stederne, havde man ikke deltaget i timen hos købmanden kunne Marie godt spørge til det når man kom i butikken. Jeg blev kaldt L.P. af købmanden, han kørte varetur med hestevogn. >Hest
og Fjedervogn lånte han hos genboen Karl Nielsen, hesten hed Mads jeg husker den fik Rosen (En hovsygdom) og måtte aflives til stor sorg for købmanden, købmandens bil var opklodset under krigen jeg mener det var en Chevrolet, købmanden
solgte forretningen til en ostehandler (Egon Krause Petersen) husker jeg. Min far solgte landbruget til Heckmand fra Sønderby, pris 37,500 Kr. i 1949 mener jeg. i dag ejes det af Ove Bahn.
Far havde noget med vandværket at gøre. og det var altid mig der skulle løbe byen rundt og fortælle at der blev lukket for vandet, det gav kondi og den er ret rimelig endnu.
I huset ved siden af købmanden boede dengang Inger ig Frits Hansen, han var fodermester på Højgaard, børnene Birthe og Jørgen har jeg stadig kontakt til. I den anden ende boede Martinus Petersen og
Kristine med børnene Henry, Helmuth, Svend og Kirsten mener jeg pigen hed. Henry og Jørgen var mine legekammerater. Frits rejste til Store Karleby som fodermester, Inger og børnene bosatte sig i Gadevang ved Hillerød. Der kunne
vi mødes og jeg var året efter med til børnejuletræsfest på hotel Leidersdorf i Hillerød.
Juletræsfester i Sæby-Gershøj blev
gerne holdt af husmandsforeningen på Gershøj kro, og min far var med i kommiteen i en årrække. Efter juletræshsalløjet og pastor Faurhodts fortolkning af Juleevangeliet var de chokolade og boller i stuerne som vi styrtede
afsted til. Jeg husker det år hvor min far måtte ringe til en stærk mand på egnen, hans gode ven Kaj Tronholm, i det et par bønderkarle fra Krabbesholm var kommet der ned og ville ind. De blev nægtet adgang af min far og
jeg så den ene sparkede ham i røven, det skulle han ikke have gjort. De var nu farlige disse karle, de havde en skede i remmen med en svensknøgle i husker jeg. Kaj Tronholm arriverede og den ene blev smidt ud af et vindue, ro i lejren,
ingen panik kun en smadret rude, alle var tilfredse selv kroværten.
Tilbsage til husrækken: Martinus og Kristine blev jo Pedel på Centralskolen, mest nok Krisrine for
Martinus arbejdede på Kyndbyværket han kørte på motorcykel, det fik en brat ende da han kørte galt på vej til arbejde og blev dræbt , meget trist også for mine forældre som spillede kort med dem i mange
år og havde et hyggeligt samvær med familien.
Chr. A. Petersen havde et landbrug med mødding ud til gaden, det ligner sig selv, han havde sin søn Verner hjemme
og dernede var min bror Carl en stor del af sin fritid. Jeg husker ikke om verner havde udearbejde, men jeg havde stor respekt for Chr. A. da han havde et stort pæretræ med dejlige pærer, når de var modne sneg vi drenge sig ind og tog
nedfaldne pærer via et hul i hækken som vi efterhånden lavede. En dag var jeg forrest og der var slået nogle stolper ned med pigtråd om, det siger sig selv at det var ikke godt når disse stolper havde fået en gang
tjære. Jeg tilgav ham det aldrig og godtede mig når min far skændes med ham om hvorvidt haqn høns måtte komme ind på vort terrritorium, vi havde kun et højt hegn som naboskel. Og han havde hønsefarm
med Italienere, jeg slagter dem sgu råbte min far, ja det var skægt til tider.
Ole Agerbo kendte jeg ikke ret meget til, et stort hus med en høj hæk, var
vel pensionist, men man så ingen derfra.
Højbo er vist huset før Højgaard og der boede familie til Hans Christensen, huset med det flotte tag har altid facineret
mig, stort og prangende.
Højgaard med hele familien, Doris som vi kaldte Bitten gik i klasse over mig havde en søster der hed Birgit og en yngre bror der hed Jens, han
blev præst ved jeg fra skoletræffene. Hans Christensen var sognefoged og stod som sagt for søndagsskolen hver anden søndag. På den tid var det sådan at man kunne aflevere gråspurve og æg til ham, gråspurvene
skulle være aflivet og æggene hele, så vi drenge havde rigtig travlt med at faqnge disse tagskægsudelæggere og havde fri adgang tiul næsten hele byen. Jeg husker flere gange når vi kom med en sending grossenolliker,og
en hue med æg at han så på mig og sagde: nu er det vel ikke gengangere? Vi havde den aftale at vi smed dem på møddingen bagefter. Vi har aldrig snydt en eneste gang, vi gik jo i søndagsskole: husk det. Pris 3 øre
pr. spurv 2 øre pr. æg, jo millionen var på vej.
Hans Christensen havde en karl Hans hed han og var Bornholmer, og hver aften skulle hestene hentes hjem fra marken
4 stk i alt. Man kunne bare møde op på et aftalt tidspunkt så fik man en hest hver og skulle så sørge for at den kunne sigte efter stalddøren. Jeg fik en hest en aften, det var den Hans plejede at ride på, og den
ville vøære forrest denne gang, for det gik over stok og sten og resterne af en roekule blev også forceret i fuld firspring hjemad. Nu skal det afsløres at der jo ikke var hold på sådan en hest, for de stod njo tøjret
på marken og havde kun disse klaptræ på som de hed. Jeg kendte vejen hjemad ligeså godt som hesten, vi skulle forcere omfartsvejen det var i ntet problem, så kom den famøse halve roekule, det var i maj måned,
op over den så begyndte jeg at tænke meget klart: Hvad med døren til stalden? Der var dobbeltdør, men den ene havdel plejede at være lukket og i ntet vandkar udenfor ubs: Vi runder hurtigt den store lade og stalden er nu i sigte,
det halve af døren er lukket, tak skal du have. Jeg var klar over en ting: Hesten stoppede ikke før den stod i båsen. Een meter før den brasede igennem døren havde jeg godt fat i manen og lænede mig forover med
hovedet ned på siden af hestens hals og bene oppe på hestens brede baller, hesten hed Rita, jeg kan endnu høre lyden af dør og hest da de mødtes: Ruuush, så stod hesten ved krybben, jeg gled ned og klappede hesten, aldrig
en skramme havde den fået, det var bringen der ramte døren, men hvordan ser en dør der skal åbnes udadtil så ud? Ikke noget kønt syn, det var forresten første gang jeg hørte bornholmske eder. Den samme Hans
dyrkede i flere år flotte Agurker i kanten af den mose der lå på Hans Christensens mark, samme mose som vi skøjtede på om vinteren, hvis vi skulle kælke foregik det på Tusindtrinsbakken ved Stejleberg hvor det i flere
år var en af Kaas Petersens sønner Hans der havde en stor hjemmelavet kælk der kunne tagfe 5 personer, Når han havde tid tog han kælken med, men vi skulle selv slæbe den op af bakken. Deroppe fra var der langt og stejlt
ned og Hans sad bagerst med en lang styrestav af bambus, den var nok 5 meter. Så var der drøn på og jeg erindrer ikke at nogen kom alvorligt til skade, vi var ikke så pivede dengang. Kælkningen kunne også foregå ved
huset Arnen som var nabo til Kaas Petersen, der kunne vi glide helt ud på Engen bag ved byen, jeg husker ikke hvem der boede i dette hus, men var det ikke det Ernst Roed Hansen havde i nogle år?
Vi skal ned til den sidste gård, den var ejet af Peter Jørgensen, en hyggelig og rolig familie hvor børnene var noget ældre end mig, jeg husker det var nogle flotte piger: Vera hed en af dem. Peter Jørgensen
kunne man altid træffe i bybilledet, da han næsten dagligt drev sine orner gennem byen til en trængende so. Ham traf man tit på og det gik stille og roligt, men det fik ende en dag da en af ornerne gik løs på ham og han
kom svært til skade, den flænsede ham men jeg tror han overlevede.
Enghavehuset skal jeg ikke glemme trods beliggenheden udenfor byen, de var fodermestre på Krabbesholm
og havde en børneflok på omkring 5. Jeg gik ikke i klasse med nogen af dem, Gunnar var ældre og Viggo og de små var yngre, men fælles for dem var at de en gang om åretvar til aflusning på Roskilde sygehus og samtidig
var der et hold damer ude i huset for at gøre rent. Vi havde altid en lusekam hjemme kan jeg huske, og den blev taget i brug når det kløede, men det var nu til at styre. Jeg erindrer at familien på et tidspunkt flyttede ind til byen
i huset overfor Chr.A. Petersen. Mon ikke Krabbesholm købte huset.
Jeg gik i klasse med tømrermester Kaas Petersens søn Johannes og vi var rigtig gode venner.
Han var en efternøler i år efter sine brødre der forlængst var udlærte tømrere og fungerede på værkstedet dernede. Men derfor kunne vi da godt lave numre, når jeg gik ned til Johannes vidste jeg aldrig
rigtig hvad der ville ske den dag, for det meste fredelige ting som at fylde et betonrør med savsmuld, og så sætte et mindre rør ovenpå som skorsten og sætte ild til lortet. Der kunne i stille vejr være så
meget røg så de kom styrtende for se hvad vi havde gang i. en anden gang tog vi en af de store bukke de havde på pladsen. den var af svært tømmer, og så borede vi et vandret hul igennem, Johannes havde lige en patron der
passde i hullet, og med et søm og en hammer: Buum den sprang, men ingen kom til skade. Ellers var vi mestre i at lave flitsbuer i store dimensioner, de hvilede på jorden og pilene var af tynd bambus hvorpå der i enden var en tynd rundstok
på ca. 5 cm. længde med et søm i, og så en stor plade som skive, det duede. Jeg husker endnu dengang da krigen sluttede da havde begge en forlader luftbøsse. Det vil sige man skruede enderøret hver gang den skulle lades
og det passede med at det ikke var hagl vi brugte, men en skive kålrabi som min far venligst gav os knægte. Os der havde et gevær sad bag på cyklen hos en anden der kørte og foran os havde vi et bræt hvor den skive roe
lå. Man skruede røret af og hakkede det ned i roen og den var nu ladt når vi knækkede geværet, så suste vi rundt i byen og når man mødte honanden måtte man kun sigte efter benene. Armbind havde vi også
dette royal airforce. Jojo krigen har raset i Biltris.
Jeg husker den 9 April da var der 2 køretøjer i gården og hele gaden var fuld af hestekøretøjer
og kanoner, da jeg den morgen kom hen til skolen sagde Frk. Larsen at der ikke blev skoledag den dag, men jeg mener at var i skole dagen efter. Soldaterne holdt skydeøvelse ved Stejlebjerg, og der var det at vi kunne finde patroner der ikke var afskudt.
Men ellers synes jeg ikke vi mærkede meget til krigen i Biltris. engang imellem kom der korteger gennem byen og gjorde holdt ved købmanden, og flere gange så vi de skiftede forbeindinger på arme og ben. Mange havde svære sår
på benene husker jeg og med betændelse i.
Det tætteste jeg kom krigen var en dag min far og jeg gik og lugede roer på aksels mark ved Krabbesholmskoven, da kom
tre tyske fly og så ud til at ville lande, smid dig ned råbte far, og det var jeg ikke sen til. de havde retning mod skoven og skulle stige for at komme over den.
Johannes
blev jeg ikke helt færdig med. en dag jeg kom ned til ham lå han oppe ved vejgrøften. Hvad har du gang i spurgte jeg og kendte svaret med det samme: Bier. En sværm havde slået sig ned i et hul og han havde hældt sprit eller
petroleum ned i hullet. En klokke ringede i mit hoved, det var vist farligt det han var i gang med. Det var jo ikke noget med krudt eller kugler. Han tændte et stykke tvist og med pind skulle det ned i hullet. så var jeg gået og det var bietne
også, men det var efter Johannes der flygtede hen over vejen og hjem fulgt af en lille sky af vrede bier. Han blev stukket adskillige gange. Jeg traf hans mor for snart mange år siden, han var lektor ved universitetet i København.
Hans interesse og fag var Fysik og Kemi.
For enden af bygaden har vi det der hed Eventyrhuset. Denne tidligere skole som min storebror nåede at besøge inden den sluttede
som skole, centralskolen er fra 1937. Jeg gik hos Frk. Larsen i forskolen, og begyndte da jeg lige var fyldt 6 år i 1939, der kom senere en ny skolelov der bevirkede at man skulle være fyldt 14 år før man kunne blive konfirmeret, derfor
var vi nu en tre stykker der måtte gå 3 år i 5 klasse som det hed dengang på centralskolen. Min konfirmation var i foråret 1947. Frk. Larsen havde en søster, Fru Kristensen der også boede på skolen, og skråt
overfor boede så dennes søn der var tømrer af uddannelse, og unbderviste på teknisk skole i Roskilde, Christian Lindegaard hed. Denne familie havde en søn der hed Per på ca. 3 år, og engang imellem bankede det på
døren til klasseværelset. Det var lille Per der ville besøge os, så må du være stille sagde Frk. Larsen, så¨suste han hen til Johannes og jeg, der sad ved det første bord i vinduesrækken, tog fat
i os og trak sig op bagom, jo: han kendte pladsen hvor der blev fnist lidt en gang imellem, men også hvor en øretæve kunne synge i hovedet når man fik den bag fra af Frøkenen, når hun sad ved de mindre nede bagved, hun
var nu god nok. der gik rygter om at elever fra Biltris var lidt bedre til at skrive end dem fra Sæby. Det var en Fru Kristiansen i Sæby forskole.
Overfor skolen lå
det gamle røde hus "Hytten" vor Ejner Nielsen boede med sin familie, jeg kan huske Bent og Poul-Arne som drenge, og har truffet dem flere gange. Bent var flere gange med til min fars fødselsdag da han var præst i Sæby. Poul-Arne har
jeg mødt ved skoletræffet. DSeres far arbejdede som daglejer hos Karl Nielsen, og jeg har flere gange pillet kartofler op sammen med ham når vi havde kartoffelferie om efteråret.
Jeg er nået til Inger Jensens gård i svinget. Jeg husker manden Chr. Jensen der døde tidligt, men sønnerne Tage og Otto drev gården videre, Jeg gik i klasse med deres søster Dagny, og husker at Tage købte
Karl Hansens Ejendom i strædet ved siden af. Otto husker jeg som den rolige type, han blev gift med en datter fra Lyshøjgård ved Karleby. (Og var præstegårdsforpagter i Sæby) Husker endnu ved et bal i Karleby Forsamlingshus
hvor der var optræk til ballade, at han spurgte værten om måtte smide vedkommende ud, det var hurtigt gjort og freden genoprettet.
I huset ved vejen og overfor Chr.
A. Petersen flyttede dem fra Enghavehuset ind på et tidspunkt, og det gamle hus med gavlen ud mod vejen var beboet af vor barnepige og vaskekone gennem tiderne, nemlig Petra, en ældre kone som havde en stor blære på overlæben,
men vældig sød og rar, og var god til at rapportere om hvad hun mødte på sin vej. Jeg husker en episode ved gadekæret en vinterdag, hvor der var is på, to drenge gik ude på isen og var frække og råbte
af Svend og jeg. Jeg var klar til at sætte efter dem, men min groder var mere forsigtig og sagde: at isen ikke kunne bære os endnu. Han prøvede lidt tøvende og kom ud på midten da isen brast. det obseverede jeg og gik lige ud
til ham så isen knækkede også under mig, vi brød isen hele vejen ind og løb omkring Højgaarden hjem, men her mødte vi Petra, som kiggede efter vort løb, jeg hørte lige hun sagde: Uha da, og der gik
heller ikke lang tid før hun lige skulle høre, men da var tøjet forlængst tørt. Jeg kan huske at det altid var mig der skulle kalke gavlspidsen på hende hus, mens min far holdt stigen.
Vognmand Ernst Hansen med familie boede i det lange hus med stor garage for enden. Han kørte på trækul med denne store runde beholder med klappen der smækkede hele tide og lavede gas. De havde
et par børn og jeg husker tydeligt Preben der var ved at lære, og vi sad over for købmanden, der var et stort vænge dengang, og så en stor kloak ved vejkanten: Han kom drønende ned ad vejen, slingrede lidt og kørte
lige ned i kloakken. Han røg ud over cyklen og landede i græsset hvor vi sad, han vrælede og råbte: Ku i for helvede ikke have sagt at der var en kloak. Jeg stod en dag inde hos købmanden hvor Marie var ved at ekspedere Karl
Hansen fra strædet, pludselig ryger døren op og preben kommer farende ind, skynd dig at give mig en bajer min far er lige ved at dø af tørst, han smider nogle penge på bordet og Marie henter en øl og siger så:
der mangler ti øre, skide være med det, råber Preben og styrter ud af døren. Karl Hansen ser på mig med et glimt i øjet og siger så: hvad var det han sagde? Marie stod lidt, så kom det sagte, han sagde vist
skide være med den tiøre, jeg var ved at flække af grin. Familien rejset fra byen før jeg blev konfirmeret og så kom Hans Clausen fra Røde smedie og bosatte sig i det lange hus, konen hed Camilla og de havde flere voksne
børn, bl a. Erik som jeg gik i klasse med og en pige (Else) som var Mongol var hjemmeboende. Erik er med i et par historier her under Min skole.
Da jeg blev konfirmeret tjente
jeg oppe hos Karl Nielsen en sommer. Jeg rendte tit deroppe hos sønnen Henry der var karl hjemme, der var forude to søstre Asta og Anni samt broderen Poul.Der var altid liv og glade dage deroppe, og boldspil foregik i det store vænge hvor
der i dag ligger flere huse. Vi spillede Antonius over længe der fra gårdspladsen eller hyggede os inde med spillet Matador der lige var kommet frem, dette spil var Karl Nielsens og han var altid med når vi spillede det. der blev altid holdt
høstfest deroppe, min mor var med hun forkede op i marken, og man kørte med to vogne, og negene blev sat i stakke indtil det omkørende tærskeværk senere på sæsonen kom og tærskede kornet.
Så er vi ved smeden, husker ikke fornavnet men han hed Petersen til efternavn og havde en søn hjemme han hed Jørgen og var en flink fyr. smeden havde en husbestyrerinde Constance hed hun, og
hun var også en af vores barnepiger husker jeg. som ganske ung knægt var jeg ræd for smeden, jeg havde engang iriteret ham og havde ham i hælene med en lille forhammer igennem søgen mellem hus og værksted, rundt nede i
urtehaven og tilbage og jeg væk : Pyh ha, han havde et meget kraftigt overskæg og gik altid med dette læderforklæde, det var først da jeg tjente hos Karl Nielsen at jeg blev fortrolig med ham.
De unge mennesker spillede klink eller med kugler skråt overfor købmanden, det kunne vi se hjemme fra stuen og så mødte vi bare op. Negen lærte at sidde baglænds når de cyklede.
Ungdommen skulle jo finde på noget, ungdomsforeninger blomstrede husker jeg fra min tid ved Tølløse.
Den sidste gård var ejet af Peter Lund og Sofie, de havde
to voksne børn, Ebba og Robert. Ebba var gift med Michael Helenius der var fodermester på Egholm Møllegaard, de byggede huset der ligger ved amtsvejen, det må være bygaden 1, solgte senere til A. Andersen fra Egholmmarken. Peter
Lunds gård brændte d. 17 Januar 1939, jeg fylder år den dato, og vi sad og fik chokolade og lagkage samman med drengene fra skolen, jeg mener det var ved to tiden, og såp skulle vi ellers til brand. Vi så Peter Lund tage en våd
sæk over hovedet, han ville ind og hente sin Ford T der stod i garagen, to brandmænd trak ham tilbage da hele bygningen var et flammehav. Jeg havde senere en diskussion med Sofie Nielsen om årstallet for branden, da jeg mente jeg blev fem
den dag, altså skulle det være 1938, måske ved ejeren af ejendommen det.
robert var ham der stod for det omrejsende tærskeværk, ham og ilæggeren der
hed Chr. Nielsen var fra Gershøj, det var de to der opstillede værket ved ny farmer, det skulle stå fuldstændigt vandret, neveuleres som det hed, landmanden skulle så sørge for det øvrige mandskab, men de fleste
af dem i stakken fulgte gerne med, det svære var at finde dem der skulle bære sække, disse skulle mange steder bæres på loften, for det var jo et isolerende lag at have på et stueloft. Derhjemme havde vi æblerne
til at ligge på kornet, så frøs de ikke.
Jeg er ved at være ved vejs ende og det har været ganske sjovt at beskrive disse mennesker som jeg
omgikkes i mine første år. Kendte jeg dem ikke så opsøgte jeg dem. Jeg havde job i byen en tid hvor jeg mugede ud i flere af byens hønse- og gåsehuse, hos Karl Nielsen, Karl Hansen, Aksel Larsen og hjemme. Min mor vidste
altid hvad jeg havde lavet ( Lugten). Jeg kom i lære i Ferslev-Vellerup A/M. Skibby A/M og sluttede ved Stestrup A/M ved Tølløse. Har været bosat i Jylland ved Viborg siden 1 Nov. 1956, da mejerierne blev nedlagt på stribe på
Sjælland, har haft ejendom som hobby i 40 år, og bor nu i Bjerringbro.
Mine forældre solgte swom skrevet ejendomme i 1049 mener jeg det var. amtsvejmanden Bernhardt
Andersen og Ester boede i den ene halvdel af huset til han byggede ude ved amtsvejen. Efter at have boet forskellige steder købte købte mine forældre huset ved siden af vejmanden. Far kom senere i beskyttet bolig i Sæby, hvor han
tit besøgte arkivet. Han beskrev engang en byvandring i Sæby til arkivet, senere kom han på Lyndby plejehjem til sin død i 1997. Min mor døde i 1965. Har haft kontakt til Asger Thomsen
på trekroner ved flere lejlighjeder. Hilsen til borgerne i Biltris.
Efterrskrift.
jeg husker endnu da
Omfartsvejen "Elverdamsvejen" blev lavet. tidligt om morgenen samledes der sig flere arbejdere ved min far og de kørte på cykel helt til Vintre Møller som det hed. Jeg mener det var ved Englerup, og jeg syntes det var verdens ende. Da de
lavede vejen omkring Biltris var der skinner og tipvogne, og mange genge tog vi den den forreste vogn i rækken ( Den var tom ) vi kørte helt ud til ejendommene uden for byen og brugte en svær rundstok til at begrænse farten med, ved
en gang imellem at lægge den foran de forreste hjul, ikke helt ufarligt, men ingen kom til skade, kun lidt knubs. Men de skulle jo også tilbage igen, og alle måtte bidrage med lidt kraft. Karlene deltog selfølgelig også i disse
togter der som regel foregik om aftenen, det var ikke drengestreger det hele, men skægt var det. De var deres ansvar bevist oger for os knægte. vi stod på den svære ramme på vognen, og faldt man af, ja så kom man først
med på næste tur, det var ærgerligt. Alt dette var jo i forbindelse med Elverdamsbroens "Munkholmbroens" bygning, hvor de fra Holbæk og omegn fik en kortere vej til Hornsherred og videre mod Frederikssund. Ja, det var lige det.
Lars Peter Roed
Kasper Nielsensvej 15
8850
Bjerringbro
roedlarspeter2@gmail.com
Tlf. 28256783